Historien
Dandie Dinmont-terrier’s grundstamme kan føres tilbage til området omkring Coguet Water i Northumberland. Familien Allan var længe kendt for at have racerene og modige små terriers. Piper Allen blev født i 1704. Det fortælles, at han ejede 8-10 små terriers. Han døde i 1779 og racen, som opfostredes af Allan og andre, fortsatte i generationer og udgør i dag grundenstamme for nutidens Dandie Dinmont-terrier.
Den engelske ”The Dandie Dinmont Club” blev grundlagt i 1875.
Navnet har denne race fået efter en Walter Scott roman ”Guy Mannering”, der udkom i England i 1814. Scott fortæller om nogle robuste jagtterriers, der er ejet af en bonde ved navn Dandie Dinmont, som boede i Cheviot Hills i det bjergrige grænseland mellem England og Skotland. Romanen blev en bestseller, og efterspørgslen på hunde af den beskrevne type steg hurtigt. Bønderne i Cheviotbjergene satte derfor en masseproduktion i gang af disse hunde, og hver eneste ruhåret, kortbenet og gråbrun terrier-type blev kaldt for en Dandie Dinmont-terrier.
Da den oprindelige jagtterrier imidlertid ikke egnede sig særlig godt som selskabshund, faldt interessen ret hurtigt igen. Seriøse opdrættere fortsatte imidlertid arbejdet med at forædle racen, så resultatet i dag er en charmerende, hengiven og for typen usædvanlig rolig hund. Samtidig er udseendet ret karakteristisk. Det er en lavbenet hund, der er næsten dobbelt så lang, som den er høj. Hovedet er stort med en masse hår og skæg, og øjnene er store, mørke og livfulde. Ryglinien er S-formet med et svaj over skulderpartiet og en lidt højere, hvælvet bagkrop med en lang, tilspidset hale. Pelsen er en blanding af bløde og stride hår, og racen findes i 2 farver, nemlig pepper og mustard. Skulderhøjden er fra 20 til 28 cm.
Ruhåret gravhund: For ca. hundrede år siden (ca. 1878) tog nogle opdrættere fat på at fremavle den ruhårede gravhund igen. Det skete blandt andet ved at krydse fremmed blod af racer som schnauzer og Dandie Dinmont-terrier. Dandien er også brugt i forbindelse med andre terrierracer. Også kongelige
så som Oueen Victoria, Agathe Christie and King Albert and Queen Fabriola of Belgium har haft Dandies.
Karen Blixens sidste hund, som hun fik da hun i sine sidste år boede på Rungstedlund, var en pepper Dandie Dinmont-terrier fra Rønningesøgaard på Fyn.
Lidt om nutidens Dandie Dinmont-terrier
En Dandie Dinmont-terrier er en hengiven, altid glad familiehund, der måske af og til glemmer, at den er en terrier.
En Dandie Dinmont-terrier er selvstændig, yderst intelligent, beslutsom og vedholdende, følsom, hengiven og værdig. En flegmatisk racehund.
Som race er den særpræget af udseende, da den er lang og kortbenet, men kraftig bygget. De fleste synes nok den er ”skruet” besynderligt sammen, men Dandiens øjne er der vel ingen mennesker, der kan glemme. Øjnene har en varm, mørk nøddebrun farve.
Selv om den på sin vis kan virke noget arrogant, har den en god evne til at gøre sig bemærket. Når en Dandie vil kæles eller leges med, ”smider”/”vælter” den sig ned og med tydelige halebank gør den opmærksom på, at nu skal der altså ske noget.
Når der er børn i nærheden er livet bare herligt. Så skal der leges, ikke vildt og voldsomt, men løbes rundt – og sidst men ikke mindst kæles. Når den så bliver træt fortrækker den til et roligt sted.
Dandien kan sagtes bo og omgås med såvel andre hunde som katte. Den er nem at have med alle vegne, og har som regel ingen problemer med at køre i bil.
Dandie Dinmont-terrieren er nem at opdrage. Den er rolig i hjemmet. Er du optaget af noget, vil den lægge sig og slappe af, men så snart du gør dig klar til at gå ud, er den parat ved hoveddøren. Den kan også udmærket være med på dressurpladsen og når den er udvokset, deltage i agility, dog i sit eget tempo.
Sir Walter Scott, forfatter til
"Guy Mannering" og "Ivanhoe"